Havedesign på mange måder

Mange stilarter indenfor havedesign

Havedesign kommer i mange forskellige stilarter, som til en vis grad kan blandes. Det er klogt at vælge, hvilken stilart indenfor havedesign, der skal være den overordnede.

Stilarten bør passe til husets arkitektur. Minimalistisk havedesign ville f.eks. klæde en funkisvilla, mens en murermestervilla ville være bedre tjent med romantisk havedesign.

Det gælder for minimalistisk havedesign såvel som japansk havedesign, at disse stilarter bør gennemføres 100% for ikke at falde igennem. Man kan nøjes med at implementere stilen i et mindre aflukket område af haven. F.eks. er der mange, der forsøger sig med en lille japansk forhave. En japansk have er meget pasningskrævende.

De andre genrer af havedesign er mere tolerante overfor lidt ukrudt og blade, der ikke er sirligt sammenrevne. Den romantiske have gør sågar en dyd ud af forfaldet. Men tro endelig ikke, at man bare kan lade stå til, fordi man har valgt en uformel havestil. Alle typer havedesign – også den vilde have – kræver pasning for ikke at springe i skov.


Romantisk havedesign

Den romantiske have er kendetegnet ved bløde, flydende former med bugtede stier, der fører til flere mindre rum. Havestilen giver et idealiseret naturligt indtryk med uregelmæssighed, skygger og en eventyrlig stemning. Den romantiske have skal være frodig og ugenert, så man får følelsen af, at den omgivende verden er lukket ude. Idas Have er designet efter en romantisk stil – se havens plan.

Hvide roser hører sig til i romantisk havedesign

Formelt havedesign

Den formelle have er kendetegnet ved lige linjer og symmetri. Det kan f.eks. være firkantede bede, der er indrammede og flugter med husets linjer.

Minimalistisk havedesign

Den minimalistiske have er kendetegnet ved rene linjer. Så få elementer som muligt er sammensat til at give et super enkelt og roligt indtryk. Det kan være svært at holde den minimalistiske havestil. Alt rod bryder stilen.

Japansk havedesign

Den japanske have er kendetegnet ved en tæmmet naturlighed. Der bruges mange ressourcer på at få haven til at se ud som om, den har været der i 1000 år – uberørt af menneskehånd. F.eks. må der gerne ligge store klippestykker i jorden, og vandløb er også et must. En særlig afart er zen-haven, som består af omhyggeligt revet grus med spredte klippestykker og måske lidt græs. Læs mere om japansk havestil.

Landbohavedesign

Landbohaven er kendetegnet ved en stor græsplæne omkranset af staudebede, som regel med roser og pæoner. Desuden er der mange frugttræer og -buske samt køkkenhave. Ida har overtaget en gammel tilvokset have, som oprindeligt er blevet designet i landbohavestil – læs om den gamle have.

Stokroser er et must i landbohavedesign

Behov til havedesign

Det optimale havedesign må rette ind efter de behov, som brugerne har til haven. Hvis den f.eks. skal være børnevenlig, må man sørge for at undgå meget giftige planter, ligesom det kan være en stor fordel, at haven er indhegnet.

De fleste moderne mennesker kræver at deres have er relativ nem at passe. De har primært behov for at bruge haven til afslapning og sociale aktiviteter med grill på terrassen og et mindre græsareal til spil og leg. Nogle ønsker at være selvforsynende med frugt og grøntsager samt materiale til blomster- og juledekorationer. En køkkenhave og et staudebed med snitblomster kan kræve megen pasning.

Mode indenfor havedesign

Moden skifter også indenfor havedesign. Gennem tiderne har måden, som haven skulle tilrettelægges på, ændret sig med markante stilskift. Den romantiske havestil var således en modreaktion på den stramt formelle barokhave. Læs mere om havehistorie.

Hvert år kan man på The Chelsea Flowershow se de nye tendenser indenfor havedesign. Der finder man det ypperligste inden for tidens havekunst, som afspejler trends indenfor belægning, materialer til plantebeholdere, farver og plantevalg.

Specifikke plantearter og sågar sorter kan pludselig gå hen og bliver moderne. I de sidste par år har havedesignerne fokuseret på form frem for farve med formklippede buske og store frodige bladvækster, gerne i zinkbeholdere. Hvis der overhovedet er blomster er de typisk violette med markante faconer, som f.eks. prydløg.

 

Havedesign – om de forskellige havestilarter.

Haveplanlægning – om fordelene ved en haveplan, og hvad man skal huske.

Havebelægning – om hvordan man laver ny havebelægning med herregårdssten.

Niveauforskelle i haven – om hvad man skal gøre, hvis man har en grund, der skråner.

Trapper i haven – om trapper som æstetisk og praktisk element i haven.

Japansk havestil – om den japanske havestil, der er uovertruffen, men krævende.

Haveterapi – om at stresse af i haven.

Nem have – om at indrette haven, så den bliver nem at passe.

Havehistorie – om havedyrkningens historie fra middelalder til i dag.