Idas Have

Kompost

Kompost i en lukket beholder

Man kan lave kompost i en lukket beholder. Den er måske ikke så pæn, men den kan skjules bag et hegn af f.eks. pileflet eller en hæk. Fordelene ved kompost i en lukket beholder er mange:

Der kommer ikke rotter og mus i komposten.
Kompostbeholderen fylder ikke så meget.
Den er velegnet til køkkenaffald, der suppleres med mindre mængder af haveaffald.


Hvordan laver man kompost i en lukket beholder?

Det er meget let at lave kompost i en lukket spand, man følger blot få enkle regler.

  • Sæt kompostbeholderen i skyggen.
  • Læg tørt kompostaffald fra haven i en bunke ved siden af: Tørret græs, staudetoppe, kviste, etc, men pas på med ukrudt. Ukrudtsfrø kan overleve komposteringen og så risikerer man ukrudt, der hvor man hælder den færdige kompost ud.
  • Hver gang køkkenaffaldet er tømt i kompostbeholderen, lægges noget af det tørre haveaffald oveni. Det sker for at få luft i komposten, så det ikke bliver for fugtigt.
  • Ca. hver tredje måned hældes en håndfuld kalk i beholderen, så komposten ikke bliver for sur.

Det er en fordel at tilsætte regnorme til sin kompost, især brandormen (Eisenia fetida), som elsker grøntsager. Denne orm kendes ved sin rødlige farve og gule ringe.

Den færdige kompost nederst i tønden kan bruges direkte i haven.

Lukket kompostbeholder – put affaldet i foroven og tag kompost ud forneden

Kan man smide kattegrus i kompostbeholderen?

Ja – det sker der ikke noget ved. Man kan også smide det direkte på jorden – ligesom færdig kompost. Kattegrus fra kattebakken har et højt næringsindhold og kan med fordel kastes ud under store buske, hvor det forbedrer jorden. Dog skal man ikke smide det i køkkenhaven eller steder, hvor man færdes. Det er fyldt med bakterier og kan indeholde parasitter.

Der findes en speciel form for hurtig nedbrydeligt kattegrus. Denne type kattegrus kan smides i toilettet såvel som i komposten. Alle elementerne kan optages i haven, så man kan roligt smide det hele i kompostspanden en gang om måneden.


Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *