Idas Have

Krukker

Krukker liver op i haven

Selv den mest ordinære terrasse eller et kedeligt indgangsparti kan blive hyggelig og stemningsfuld med planter i krukker, jo flere, jo bedre. Krukkerne kan placeres, så de camouflerer ting man gerne vil skjule, f.eks. pletter på en gammel havebelægning.

Krukker og andre plantebeholdere fås i mange forskellige slags materialer; ler, sten, træ og zink er de mest gængse. Man kan også improvisere og bruge forskellige typer beholdere som krukker, f.eks. gryder, trug, dukkevogne eller en gammel trillebør.

I Idas Have har vi plantet morgenfruer i en gammel rusten trillebør, som var for tung at køre med, selv uden læs på. Morgenfruernes orange blomster skulle gerne stå flot til den rustrøde “krukke”.

Der sået morgenfruer i denne improviserede krukke


Stil krukker i grupper

Almindelige krukker tager sig ofte bedst ud, hvis man stiller dem i grupper med de største bagerst. Det er vigtigt ikke at have for mange forskellige krukke-typer eller -farver på ét sted, da billedet i så fald bliver for broget. Man bør altid huske, at det er planten, der skal komme mest til udtryk, ikke krukken.

Man kan med fordel placere planter i deres sorte plastpotter i grupper med mere eksklusive krukker. Man lægger ikke mærke til de sorte krukker.

Dyrker man den formelle havestil kan det være flot med krukker i par – en på hver side af hoveddøren.

Man kan også stille krukker i staudebedet for at fylde huller ud og supplere stauderne.

Krukker på kanten af havedammen

Man kan med fordel stille krukker langs en havedam. Billedet ovenfor viser en havedam, som tidligere var omkranset af en bambus. Bambussen er visnet og klippet ned, men da den er svær at grave op, er rødderne dækket med sort plastic og jord. Her er sået sommerblomster og placeret krukker.


Tendenser indenfor krukker

Der er meget mode i krukker. 1980’ernes glaserede krukker i pangfarver er blevet afløst af uglaserede lerkrukker, gerne terracotta, og jo mere patina, jo bedre. Nogle går så langt som at smøre yogurt på deres krukker for at fremme mosudviklingen.

På Chelsea Flowershow i 2008 blev denne tendens til en vis grad bekræftet: Havedesignerne fokuserede på form frem for farve med formklippet buksbom og store bladvækster, som f.eks. hosta. Det lader til, at det foretrukne materiale til krukker det år var zink.

Duftliljer og hvide chrysanthemum i sorte plastkrukker

Krukker kræver vand

Planter i krukker skal vandes omhyggeligt – i varme perioder skal krukkerne vandes dagligt. Omvendt skal man passe på med ikke at overvande krukker, da planterne heller ikke trives i vandlidende jord.

De glaserede krukker er rent vandmæssigt smartere end de trendy uglaserede krukker, fordi de holder bedre på vandet. Fordampningen fra terracotta-krukker er særlig stor, da terracotta er et porøst materiale. Det absorberer fugt fra jorden, som derefter fordamper. Derfor kræver disse krukker hyppigere vanding.

 

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *