Idas Have - årets gang i haven
Idas have - årets gang i haven
  Haven lige nu
  Fif og Fakta
  Havens plan
  Havens udvikling
  Mad og drikke i haven
  Havens ord
  Test din have-IQ
  Andre haver
  Kontakt
  Links

Vand i haven

Alle haver kan have et vandanlæg

Vand i haven skaber stemning

Et vandparti kan passes ind i enhver havestil. Uanset om det er havens højdepunkt - og derfor oftest det mest tidskrævende område - eller en udhulet sten, som fuglene kan nippe af, er vand et attraktivt element i haven.

I en have med små børn skal man passe på med at indrette et havebassin. Børn drages af vand og kan drukne på selv meget lavt vand. Åbent vand i haven bør således afskærmes, enten ved at lukke området med bassinet helt af eller dække vandoverfladen med et metailgitter.

Vand i haven
En lille sort balje - den sikre løsning i haven med børn

Men et vandspejl behøver ikke være ret stort for at skabe stemning i en romantisk have. En hævet dam kan man ikke falde i. Og et springvand udgør som regel ingen risiko. Anlæg af vand i haven kan opdeles i to hovedgrupper:

  • Rislende vand i haven. Alle typer af springvand drevet af pumper eller udnyttelse af regnvandet. Lyden af rislende vand virker meget beroligende og kan fjerne opmærksomheden fra trafikstøj og naboens plæneklipper.
  • Stille vand i haven. Alle typer af vandbeholdere fra en nedgravet spand til det store bassin med siv, åkander og koi-karper. Vandet spejler himmel, trækroner og omkingstående planter og blikfang. Vand tiltrækker dyr til haven, og intet kan skærpe fantasien som et mørkt vandspejl i et skyggefuldt område af haven. Hvor dybt er det? Er der liv i vandet?

Naturligvis kan man kombinere de to typer af vand i haven ved f.eks. at lade et vandløb risle ned til et bassin. Det er oplagt, når der er niveauforskelle i haven, men også temmelig komplekst og pasningskrævende.

Med regnvandsopsamling kan man kombinere rislende vand i haven med god vandøkonomi. Man kan føre tagvandet gennem en trærende af to sammentømrede brædder ned i en oversavet vintønde, der for eksempel kan være placeret i køkkenhaven.

Rislende vand i haven

Man kan murmontere et springvand som en fontæne. Hvorfor ikke kombinere vandudtaget til haveslangen med en flot fontæne?

En mulighed for rislende vand i haven kunne være en hisaku, som er en japansk vandpumpe lavet af bambus.

En anden mulighed er en vandsten med hul i og en pumpe for neden. Dette kaldes også en boblefontæne, og man kan f.eks. bruge en møllesten. Alle sten bliver pæne i vand.

Vand i haven: Boblefontæne
Boblefontæne - pumpen er gemt under gruset

Stille vand i haven

En havedam kan dels være et bassin, man har gravet ned i jorden, dels en vandtæt beholder, der står på jorden - typisk nær en siddeplads. Faconen på vandpartiet skal passe til havens stil, hvadenten det er organiske, rundede naturdamme eller formelle, kantede betonbassiner.


Formelt L-formet bassin med betonkant

En oversavet whisky- eller vintønde er oplagt til det enkle havebassin. Men man kan også grave en sort spand ned i jorden og plante bunddække omkring den, så man ikke kan se kanten. Husk at skal der være fisk i vandet kræver 1 stk fisk (5 cm) en vandoverfalde på 30 x 30 cm.

Vand i haven: Vintønde
Oversavet tønde i haven klar til påfyldning med vand

Vand i haven: Fuglebad
Det mest enkle stille vandparti i haven overhovedet er nok et fuglebad

Relaterede havesider


 

Copyright (C) 2008, Idas Have