Roser
Rosen blusser alt i Idas Have…
Idas Have har ikke et egentligt rosenbed, men ingen have må mangle roser, og roserne indgår naturligt i bedenes sammensætning.
Roser skal passes og plejes. Det kan være krævende for en børnefamilie. Derfor er der i Idas Have få og velvalgte roser.
Her gives en række gode råd, man som erfaren rosendyrker bør tænke på. Får man held med roserne, bliver man rigeligt belønnet!
Romantiske roser
Idas Have er anlagt i en romantisk stilart, hvorfor følgende roser er valgt:
Rosa Alba Maxima.
Historisk hvid buskrose, der vokser til en 2-3 meter. Da den er skyggetolerant, er den plantet ved det nordvendte indgangsparti. Vi glæder os til at se den i fuldt flor - måske som på Krøyers maleri ”Haveparti med Marie Krøyer og Roser”. Rosa Alba er hører med til beplantningen af det nordvendte bed.
Rosa ”Jacques Cartier”. Historisk Portlandsrose, rosa, kraftig duft, remonterende. 120-150 cm høje. 2 stk er plantet ved den ny terrasse mod øst.
Rosa "Félicité et Perpétue". Historisk hvid slyngrose, 150-200 cm, plantet op af det nye flettede pilehegn ved den østvendte terrasse.
Rosa ”New Dawn”. Rosa slyngrose, kraftig duft, 2-3 m høj, plantet op af en rosenportal ved den nye havelåge ind til forhaven.
Rosa ”The fairy”. Rosa buketrose egnet til bunddække. Derfor er de gamle flyttet hen til forhavens nye skrånende haveanlæg.

Slyngrose på en sydmur
Gode råd til køb af roser
Der findes virkelig mange gode rosensorter på markedet og nye kommer til. Det kan være svært at vælge specielt for den nye haveejer - man får nogle gode roser på Rosenposten.dk.
Køb kvalitetsroser i A-kvalitet, hvor der er mindst tre kraftige grene fra okulationsstedet (podestedet).
Roser skal altid plantes med podestedet 5-7 cm under jorden.
Barrodede roser er fine og billigere end pottede. De plantes i det sene efterår.
Pottede roser kan plantes så godt som altid.
De fleste roser skal have mindst 6 timers sol om sommeren.
De skal have lys og luft.
Der skal vandes i tørre somre, men helst IKKE på bladene, da det fremmer sygdomme.
Om beskæring af roser
Roser beskæres sidst i apri , når forsythiaen blomstrer.
Grenen fjernes tre blade nede, over et øje, der vender udad. Det giver en åben busk.
Roserne valgt til Idas Have kræver ikke så hård beskæring. Man kan begrænse sig til fjernelse af gamle udtjente grene og studsning for at holde dem i harmonisk vækst. Dette gælder især de engangsblomstrende.
Visne blomster klippes af for at fremme nye blomster.
Afklip skal altid til affald - ikke til kompost af hensyn til svampesygdomme.
Læs mere om beskæring.

Gul rose fra det gamle staudebed
Sygdomme hos roser
Roser får let svampesygdomme. Følgende er meget almindelige:
- Meldug (Når roserne står for varmt. F.eks. ved en sydvendt mur. Der er ingen luft, der tørrer bladene)
- Stråleplet
- Rust
Indsaml og fjern de angrebne blade eller kryb til korset og sprøjt.
Sprøjt anden uge i maj. Herefter evt. hver fjerde uge frem til september.
Hvordan bekæmpes bladlus på roser?
Bladlus kan klares med hjemmelavet insektsæbe efter følgende opskrift:
1 dl flydende brun sæbe
1 dl husholdningssprit
8 l vand.
Gødning til roser
Roser skal gødes, når de skal blomstre flittigt.
Der bør gødes tre gange i løbet af sommeren:
Første gang i det tidlige forår.
Anden gang to måneder senere.
Tredje gang inden 1. august, hvorefter roserne skal hvile.
Brug NPK 23-3-7 1 dl til 2m2.
Pas på roserne om vinteren
Nogle roser er ikke så hårdføre (ofte de engelske, der jo er vant til at mildere klima).
Barfrost efter nytår er det mest risikable.
Hyp lidt jord omkring basis på rosen. Dæk med halvt omsat kompost og grangrene.
Relaterede havesider om havens planter
- Plantetyper - om de forskellige typer af planter, man har i haven.
- Klatreplanter - om fordelene ved planter, der slynger og klatrer sig op i haverummet.
- Snitblomster - om hvilke blomster der egner sig godt til buketter.
- Sommerblomster - om dyrkning af sommerblomster.
- Spiselige blomster - om de blomster man kan spise - og som pynter på maden.
- Tujahæk - om Thuja occidentalis 'Brabrand' som ny hæk i skellet.
- Botaniske navne - om planternes botaniske navne.
|