Havemøbler
Vælg de rigtige havemøbler
Forskellige havemøbler til forskellige siddepladser
Det er vigtigt at have mange forskellige havemøbler rundt omkring i haven, så man kan skifte plads efter sol og skygge. De bedste siddepladser i haven er ofte dem, som findes under et træ, som giver flimrende skygge. En markise eller parasol er nødvendig, hvor der ikke er træer eller større buske, men denne type skygge er on/off. Halvskygge er som regel et mere behageligt sted at stille sine havemøbler. Derfor er det vigtigt, ikke at fælde alle træerne i haven: Man skal tænke sig om, inden man går igang med træfældning og beskæring.
Som regel er der en vest- eller sydvendt terrasse, hvor der er mest sol. Her bør de store havemøbler stå. På den østvendte plads, med morgensol, kan man stille mindre havemøbler, f.eks. et cafésæt. Billedet herunder viser cafésættet på den nye østvendte terrasse. Er der et sted med aftensol længere ude i haven, kan man også stille havemøbler her.

Cafésæt
Krav til havemøbler
Havemøbler som kan stå ude hele året, og som ikke kræver anden vedligeholdelse end afvaskning, er at foretrække for de fleste travle familier. Samtidig skal havemøblerne naturligvis helst være stabile og holdbare. Der er kommet en række nye materialer i flet og metal på markedet, som opfylder disse krav, men disse havemøbler er heller ikke de billigste.
Havemøbler af træ
De klassiske materialer, træ og plastic, er også en mulighed. Men træhavemøbler kræver en del vedligeholdelse. Det er dog blevet nemmere end i gamle dage, hvor de skulle males hvert andet år. Idag skal de som regel blot have en gang olie. Hvidmalede gammeldags havemøbler (f.eks. Rådhussæt) er flotte og romantiske. Men man må prioritere sin tid!
Havemøbler af plast
Træmøbler er tunge at flytte rundt på i modsætning til plastmøbler. Det er meget nemmere at sætte plasthavemøbler ind om vinteren. Desuden kan de i regelen stables. De billige plastmøbler kan dog være meget ustabile og udskiftningstjenlige allerede efter en-to sæsoner.

Kombination af brugt nymalet havebord af træ og nye havestole af plastic
Overdækning af havemøbler
Alle havemøbler, uanset hvad de er lavet af, holder længere, hvis de bliver taget ind i udhus eller kælder om vinteren. Hvis ikke man tager dem ind, bør de som minimum plastikoverdækkes. Der findes færdigfremstillet plastoverdækning til de dyre haveborde af tropisk træ. Specielt bordpladen bør beskyttes.
Det gælder også store parasoller. De bør overdækkes, når de ikke bruges, specielt i regnvejrsperioder. Der findes billige færdigfremstillet plastoverdækning til parasoller.

Havemøbler med sne i påsken
Brugte havemøbler
Det kan anbefales at finde brugte havemøbler - om ikke andet indtil man finder ud af, hvilke permanente havemøbler, man vil investere i.
Man finder let brugte havestole på loppemarkeder og genbrugsstationer - det er lidt mere vanskeligt at finde brugte haveborde. Man kan også købe brugte havemøbler til en lavere pris på nettet.
Andre havesider om ting, der gør haven rar at være i
|