Idas Have - årets gang i haven
Idas have - årets gang i haven
  Haven lige nu
  Fif og Fakta
  Havens plan
  Havens udvikling
  Mad og drikke i haven
  Havens ord
  Test din have-IQ
  Andre haver
  Kontakt
  Links

Havebassin

Et havebassin skaber stemning i haven

Børnesikkert havebassin

Det eneste havebassin i Idas Have har i lang tid været et fuglebad. Det er fordi Ida er lille, og børn kan drukne på meget lidt vand. Man skal også tænke på, at der kan komme fremmede børn i haven.

Et havebassin skal altid sikres, også når Ida bliver større. Det kan gøres ved at bassinet ikke er dybere end 20-30 cm. Men hvis man vil have åkander, må man have en større dybde, og dette område kan sikres med jernstænger.

Børnesikkert havebassin
En nedgravet opvaskebalje er et børnesikkert havebassin

Vi har gravet en lille, sort opvaskebalje ned i et skyggefuldt sted i haven. Baljen er omkranset med sten, og der er plantet hosta på kanten. Svanen havde den forrige ejer efterladt i haveskuret - hvorfor mon? Her fungerer den som nuttet blikfang, og det lille nye havebassin kan ses fra Idas værelse. Da svanen er af porcelæn, skal den opbevares indedørs om vinteren.

Et havebassin kan være tidskrævende

Et havebassin kan være meget flot og en stor gevinst for haven. Man skal bare være klar over, at det alt efter ambitionsniveauet kan være en krævende sag.

Det kan være svært at opretholde den økologiske balance. Et bassin fyldt med grønalger er ikke kønt. Det kommer nemt, hvis man har fisk (måske for mange) og fodrer for kraftigt. Det kan også ske ved overgødskning, når man i tørre sommerperioder, fylder bassinet op med vandhanevand.

Har man en pumpe i bassinet f.eks til et springvand, skal filteret renses hyppigt, ligesom man må rense bassinet for nedfaldne blade.

Vælger man at etablere et havebassin, bør man arbejdsindsatsten taget i betragtning placere det på det sted i haven, hvor man opholder sig mest. Havebassinet må også meget gerne kunne ses fra vinduerne.

Havebassin
Havebassin med guldfisk

Havebassin med fisk

Fisk er spændende. Folk spørger altid, når de står og kigger ned i ens bassin: Er der nogle fisk?

Guldfisk er nogenlunde nemme at have. De er nogle sejlivede krabater, som tolererer en halvdårlig vandkvalitet, og så er de billige i anskaffelse. Men der er flere risici forbundet ved at være en haveguldfisk.

Hvad gør man f.eks. når det bliver vinter? Fiskene kan godt tåle kulden, når bassinet fryser til, men de dør af iltmangel. Løsningen kan være, at man hver dag hugger et hul i isen eller etablerer en pumpe. Og så ellers håber på den globale opvarmning.

En tredie mulighed er naturligvis, at tage guldfiskene op i et akvarium.

Så bliver det forår, og planterne er endnu ikke vokset til, så fiskene kan gemme sig... og så kan det ske, at fiskehejren kommer på besøg, hvad der efter sigende sker hyppigere og hyppigere.
Og haps! Så må man købe nogle nye fisk.

Læs mere om vand i haven.

Relaterede havesider


 

Copyright (C) 2008, Idas Have